Når den enes løsning, bliver den andens pseudoarbejde
Vi siger alle, at vi har travlt, men hvad har vi egentlig travlt med? Er arbejdets karakter og indhold virkelig så vigtigt, siden vores arbejdstid ikke har rykket sig ud af stedet de sidste 28 år? Og på papiret skulle vi endda være blevet meget mere effektive? Hvad er det egentlig, vi laver, når vi går på arbejde, og er det alt sammen lige meningsfuldt? I sin bog Pseudoarbejde – hvordan vi fik travlt med at lave ingenting der udkom tidligere på året slår antropolog Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen til lyd for, at vi skal til at se mere kritisk på indholdet af vores arbejde. En del af bogens research tager udgangspunkt i sundhedssektoren, hvor der ses en afgrundsdyb kløft imellem den forståelse af kvalitet, der hersker i administrationen og den som findes ”ude på gulvet”.
Pseudoarbejde og andre aktiviteter, der opfattes som meningsløse, er resultatet af denne kløft, mener Dennis Nørmark, som vil uddybe dette nærmere i sit oplæg.
Dennis Nørmark
Dennis Nørmark er dansk antropolog, forfatter og kommentator. Han er en hyppigt anvendt oplægsholder overalt både i Danmark og udlandet. Dennis Nørmark er optaget af at gøre antropologiske tanker om menneskelivet, arbejdslivet og kultur tilgængelig og anvendelig i vores liv. Dennis Nørmark er selvstændig, men også bestyrelsesmedlem i flere organisationer, herunder i Danmarks Radio.
Dennis Nørmark medvirkede ved Sundhedskonferencen 2018