Når flokdyret spænder ben for psykologisk tryghed: Fejl, feedback og kollektiv intelligens
Det står ikke til diskussion, at psykologisk tryghed er afgørende for velfungerende og effektive teams. Udfordringen er bare, at tryghed skal skabes mellem mennesker, af mennesker. På trods af enighed om at psykologisk tryghed er vigtigt, kan det være svært at få det til at fungere i praksis. Hvorfor – og hvad kan du gøre ved det?
Mennesket er et tilhørshungrende og statussøgende flokdyr – og ethvert fællesskab kan blive scenen for magtkampe, mobberier og modarbejdelse. Det spænder ben for den psykologiske tryghed vi så gerne vil have. Med udgangspunkt i sin bestseller Når Flokdyret Fejler – hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger såvel som smagsprøver fra den nye bog på vej, Egodyret præsenterer Henrik Tingleff grundlæggende psykologiske forskning, der kan fortælle os om hvilke helt centrale udfordringer vi uundgåeligt vil møde i arbejdet med psykologiske tryghed i praksis.
Foredraget giver bl.a. svar på følgende:
- Hvorfor vi slet ikke er designet til at være trygge ved fejl i teams?
- Hvordan egodyret står i vejen for fair og ærlig feedback?
- Hvordan den kollektive intelligens falder på trods af troen på det modsatte?
Henrik Tingleff
Henrik Tingleff er psykolog af uddannelse og nysgerrig på mennesker af natur. Han er en internationalt kendt og efterspurgt foredragsholder, underviser og rådgiver inden for alt der handler om at forstå og påvirke mennesker og menneskers adfærd. Særligt når vi skal fungere sammen i større eller mindre grupper. Henrik Tingleff er desuden kendt som vært på Radio4 og forfatter til flere bestsellerbøger, herunder Hjernen på overarbejde (2018) og ikke mindst bestselleren Når Flokdyret Fejler – hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger (2022): https://www.henriktingleff.dk/bog/