Kan vi overlade liv og død til kunstig intelligens: Hvor er vi nu – og om 5 og 10 år?

Foto: Ajs Nielsen

Nye teknologier stormer frem, også på sundhedsområdet. Og med sådan et tempo, at det er nemt at miste pusten – og overblikket. I dette foredrag vil professor i digital sundhed & rehabilitering, Birthe Dinesen, give os indblik i den aktuelle situation. Og hun vil tage os med ind i nær fremtid og komme med bud på, hvilke digitale teknologier vi kan forvente at møde i sundhedsvæsenet om bare 5 og 10 år? Vi skal bl.a. høre om sociale robotter, lægen som avatar og meget mere. Det lyder stadig for de fleste ganske fjernt, men det er det måske slet ikke?

En af de nye teknologier som spås et stort potentiale, også på sundhedsområdet, er naturligvis kunstig intelligens. Men hvad kan kunstig intelligens i sundhedssammenhæng? Hvad er dets potentialer og begrænsninger? Hvordan kan sundhedsprofessionelle bruge kunstig intelligens i mødet med fremtidens patienter og pårørende? Og har vi tillid til kunstig intelligens – og lyst til at blive mødt med syntetisk omsorg?

Foredraget vil give bud på:

  • Hvilke digitale teknologier kan vi se om 5 & 10 år?
  • Hvilke etiske dilemmaer kan vi forvente at skulle tage stilling til?
  • Hvordan kan vi forberede os på fremtiden som patient, pårørende og sundhedsprofessionel?

Om foredragsholderen

Birthe Dinesen er professor i digital sundhed & rehabilitering og leder af Laboratoriet for Velfærdsteknologi – Digital Sundhed & Rehabilitering, ExerciseTech, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet. Birthe Dinesen har været en pioner i det danske sundhedsvæsen inden for digital sundhed.