Det meningsfulde arbejdsliv – i arbejdet med mennesker
Det moderne arbejdsliv er præget af omskiftelighed, optimeringskrav og social acceleration. Det gælder ikke mindst inden for sundhedsområdet, hvor der derfor efterspørges mennesker, som er fleksible, omstillingsparate og innovative. Men langt fra alle kan leve op til disse krav, og flere og flere lider af arbejdsrelateret stress. I foredraget spørger Svend Brinkmann, hvordan vi kan indrette et arbejdsliv, der i højere grad tager højde for menneskelig mangfoldighed, og som derfor er mere meningsfyldt for flere. Men hvad er mening? Er der særlige forhold, som knytter sig til arbejdet med sundhed og omsorg? Er brugen af redskaber som målinger og evalueringer med til at tømme arbejdet for mening? En hovedpointe i oplægget er, at der både må gøres plads til kreative individer, der tænker ud af boksen og forandrer verden, men til folk med kompetencer til at vedligeholde den verden, vi lever i. Det kræver blik for diversitet i måden, folk forholder sig til deres arbejde på. Foredraget giver bl.a. svar på følgende:
- Hvad er mening i arbejdet?
- Hvordan sikrer vi både sammenhængskraft og plads til individet på arbejdspladsen?
- Hvordan undgås forråelse og moralsk stress i arbejdet med mennesker?
Svend Brinkmann
Svend Brinkmann er professor i psykologi på Aalborg Universitet. Hans forskning foregår i grænsefladen mellem psykologi, filosofi og kulturanalyse, og han er forfatter til en lang række bøger og artikler om disse områder. Svend Brinkmann har modtaget DR’s Rosenkjærpris, Gyldendals formidlingspris og Søren Gyldendalprisen for faglitteratur. Aktuelt forsker han i den stigende udbredelse af psykiatriske diagnoser. Svend Brinkmann er ikke mindst kendt for sine bestsellerbøger, herunder Stå fast (2014), Gå glip (2017), Hvad er et menneske? (2019), Vi er det liv, vi lever (2021) og Tænk (2022), der handler om det tankefulde liv – om at give plads til tanker og til at dvæle. Svend Brinkmann er også vært på radioprogrammet Brinkmanns Briks på DRs P1.