Rasmus Dahlberg

Øget usikkerhed og trusler: Risiko, beredskab og ledelse i sundhedsvæsenet

Politikerne opfordrer i stigende grad danskerne til at være forberedt på krig og omfattende samfundskriser. Men hvad betyder det for sundhedsvæsenet, hvor driftsforstyrrelser kan få alvorlige konsekvenser for både medarbejdere og patienter? Strømnedbrud, svigtende vandforsyning eller manglende it-systemer er hændelser, der kan ramme og lamme selv velforberedte hospitaler, plejeenheder og forvaltninger.

Rasmus Dahlberg giver et overblik over det aktuelle trusselsbillede og de initiativer, der er i gang på sundhedsområdet – og sætter dem ind i et strategisk og ledelsesmæssigt perspektiv.

Moderne organisationer kommer ofte i problemer, fordi de bygger på antagelser om stabilitet. Oplægget giver nye indsigter i risiko, usikkerhed og ledelse i komplekse organisationer samt ledelsesmæssige værktøjer til at træffe bedre beslutninger og opbygge mere robuste systemer.

Foredraget giver bl.a. svar på:

  • Hvordan ser det aktuelle trusselsbillede ud for Danmark og sundhedssektoren?
  • Hvilke konkrete tiltag er i gang, og hvad betyder de i praksis?
  • Hvordan kan ledelser håndtere risiko og usikkerhed i komplekse organisationer, herunder blinde vinkler?

Rasmus Dahlberg er ph.d., lektor ved Roskilde Universitet og vicecenterleder for Centre for Societal Security and Resilience (SECURE). Han forsker i beredskab, krisestyring og samfundssikkerhed og har over 20 års erfaring med katastrofe- og risikoforskning, bl.a. i samarbejde med Beredskabsstyrelsen, Copenhagen Center for Disaster Research og Forsvarsakademiet. Han er forfatter til bl.a. Danske katastrofer (2017) og er en velkendt ekspert i medierne, herunder på DR.