Sundhedsreformen lige nu – status, udfordringer og muligheder
Mere end 15 år siden den sidste strukturelle reform af det offentligt finansierede sundhedsvæsen, er der nu vedtaget en Sundhedsreform. Reformen er omfattende og dækker en lang række temaer, som langt fra alle handler om sundhedsvæsenets og ældreområdernes struktur. Og der er langt fra mere overordnede politiske visioner, og de beslutninger der er truffet i kølvandet op dem, til implementering og hverdagen i det sundhedsvæsen, som borgere og patienter møder. En lang række præciseringer af reformteksten skal foretages, ligesom konkrete aftaler om opgaveoverdragelse skal indgås. Og nye fora – både faglige, administrative og politiske – skal etableres.
Foredraget giver dig overblik over den reform, som er i gang. Du får en helt aktuel status på reformarbejdet, dets udfordringer og muligheder. Og du får samtidigt indblik i sammenhængen med den ældrereform, som implementeres parallelt, og som berører mange af de samme medarbejdere – og borgere.
Foredraget giver bl.a. svar på følgende:
- Hvor står reformarbejdet: Hvilke konturer tegner sig?
- Hvad er udfordringerne, og for hvem?
- Og hvilke muligheder og løsninger tager form?
Sidsel Vinge
Sidsel Vinge er cand.merc., ph.d. i lægelig arbejdsorganisering. Hun er tidligere projektchef i VIVE og sundhedschef i Gladsaxe Kommune. Sidsel Vinge har gennem 25 år leveret analyser af arbejde, struktur, kultur og organisering i alle sektorer i sundhedsvæsenet. I dag er hun selvstændig konsulent og debattør på sundhedsområdet. Sidsel Vinge har været medlem af regeringens Sundhedsstrukturkommission.