Mickael Bech

Strategisk tænkning og transformation i sundhedsvæsenet: Fra vision til handling

Transformation af sundhedsvæsenet kræver mere end strukturændringer – det kræver en strategisk tilgang, der skaber sammenhæng mellem visioner, konkrete handlinger og daglig drift. Sundhedsvæsenet står over for komplekse udfordringer som demografisk pres, fragmentering og stigende krav til sammenhæng og kvalitet. For at lykkes skal vi styrke ledelse og samarbejde på tværs af sektorer og sikre en klar strategisk retning.

Vi skal drøfte hvordan strategisk tænkning kan sikre, at driftsbeslutninger understøtter transformationens overordnede mål – såvel som ledelsens rolle i at navigere i komplekse forandringsprocesser og forbinde administrative og sundhedsfaglige logikker. Og vi skal se på, hvordan strategiske partnerskaber og tværsektorielt samarbejde kan skabe bæredygtige løsninger og forbedre patientforløb.

Foredraget giver bl.a. svar på følgende:

  • Hvad er strategisk tænkning, og hvordan kan det bruges som et ledelsesværktøj i transformationen?
  • Hvordan sikrer vi sammenhæng mellem strategi og implementering i komplekse organisationer?
  • Hvordan kan ledere styrke engagement og innovation i et sundhedsvæsen under forandring?

Mickael Bech

Mickael Bech er professor i sundhedsledelse og -politik ved Syddansk Universitet. Han har tidligere været forsknings- og analysechef og professor ved VIVE, direktør ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole samt professor i sundhedsledelse ved Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse ved Aarhus universitet. Med omfattende erfaring i analyse af sundhedsvæsenets udfordringer og transformationer bidrager han med viden om, hvordan strategisk tænkning og ledelse kan drive forandring. Mickael kombinerer akademisk indsigt med praktisk erfaring. Hans oplæg er kendt for at inspirere og levere konkrete værktøjer til sundhedsfaglige ledere.